Vi lever i en verden i fuld fart, hvor kærligheden langt hen af vejen er blevet mainstream. Hvor ord som “Jeg elsker dig” er blevet lige så almindeligt at sige som HEJ. Hvilket bare får den dybe betydning til at forsvinde, i hvert fald for mig. Vi er mere forelsket og fokuseret på at have en kæreste end i selve kæresten. De fleste er ikke bange for at skeje ud i weekenderne og tage en tilfældig med hjem i kanen. Men hvorfor er det kommet så vidt? Hvor blev den uskyldige og oprigtige kærlighed egentlig af?
Langt de fleste rulle øjne af ordet “soulmate”. Alene forstillingen om den perfekte og nærmeste magiske person, som skulle gøre en komplet, virker jo helt hen i vejret, total urealistisk. Jeg har i et tidligere indlæg skrevet jeg ikke tror på “den eneste ene”, det gør jeg stadig ikke. Der findes ikke nogen eneste ene, en der simpelthen er skabt til dig, forudbestemt af ja af hvem? En som bare går derude og venter på at i finder hinanden. Niks så langt ude er jeg nu heller ikke.
Jeg har egentlig aldrig rigtigt tænkt over ordet og dens betydning, ikke før min samtale-partner bragte det på banen – Soulmate. Hun spurgte om jeg troede på det med at have en soulmateeller flere, svaret kom ret prompte NEJ……. Hvorfor kom hun nu med det pjat? Det fik jeg egentlig ikke noget svar på. I stedet for bad hun mig om at ligge mig godt til rette, sådan helt afslappet, lukke mine øjne og bare lade følelserne løbe. Hvis det er noget jeg ikke kan, så er det at lade følelserne komme frem og forholde mig til dem. Lige netop det hun gerne ville have, hun ville have jeg skulle komme mere i kontakt med mine følelser – et fucking skræmmende område for mig.
Nå men jeg lå der og følte mig godt tilpas, hvilket jeg altid gør i hendes selskab. Hun sagde egentlig ikke det helt store, nævnte nogle af de personer, som ofte dukkede op i vores samtaler. Hun satte dem sammen med nogle oplevelser, gode, dårlige og fiktive oplevelse, som skulle symbolisere fremtiden på en måde. Hun observerede så mine fysiske reaktioner på de forskellige ting. Jeg må ærligt indrømme jeg blev sgu overrasket over de følelser jeg fik, da jeg endelig gav helt slip. Det var jo bare nogle enkelte ord eller navne hun kom med, men de frembragte bare så mange følelser hos mig, nogle direkt smertefulde, andre glæde.
Ikke nok med det, så har det også sat mange tanker i gang ved mig. Der var nogle enkelt personer som frembragte nogle meget stærke følelser hos mig. Noget jeg ikke rigtig kan forklare, der er noget helt specielt ved det, som om jeg er forbundet med dem på et meget dybere plan end ved andre. Hver gang navnet blev nævnt så jeg mig selv, jeg kunne mærke blodet brusende fyldte kroppen med varme. Hva fanden skete der lige? Jeg har aldrig oplevet noget lignende, det var total dejligt men samtidigt pisse skæmmende.
Specielt en person vækkede nogle følelser, jeg ikke vidste jeg havde. Han har altid betydet meget for mig, det ved jeg. Vi har ikke et specielt tæt forhold, men når jeg er sammen med ham, så er det bare som om vi befinder os i vores helt egen verden, en verden der er meget bedre end den virkelig verden. Vi har selvfølgelig også haft vores dårlige tider, og specielt når han kom for tæt på mig (ikke fysisk) så skubbede jeg ham væk, endda på en ækel måde. Kontakten blev brudt, men trods det var han der alligevel, selvom jeg ikke så eller mærkede ham fysisk, så fornemmede jeg ham.
Jeg kan se det nu, han vil altid står ved min side og mig ved hans. Jeg kan være nok så tøse-fornærmet, ja faktisk hade ham og alligevel savner jeg ham. Ikke fordi han skal komme og holde om mig, men bare det at han er i samme rum er længe nok. Den kemi der er mellem os, if I move, he moves. Lidt lige som at kommunikere uden ord……Hvad fanden sker der lige? Det kan da umuligt være det der menes med en soulmate, eller kan det? Tænker også bare lige, han udfordre mig på en måde ingen andre gør, hvilket gør det hele til en dans på roser, men hvor man gentagende gange falder ned på tornene. Trods det bliver båndene bare stærkere og stærkere – intet ville kunne ødelægge de bånd, så ville de sgu for længst have været ødelagt 😛
Er brikkerne ved at falde på plads for mig? Var det hendes formål, at jeg skulle se og mærke? Ordet soulmate giver pludselig en mening for mig, men åbner samtidig op for spørgsmål. For er en soulmate det samme som den eneste ene, en partner? Eller kan en soulmate nøjes med at være en ven, veninde, bror, søster eller ligende? De følelser der kommer op i mig, hvad er det for nogle og hvordan skal de tackles?
Hendes konklusion på mine fysiske reaktioner, kommer senere. Min eneste opgave lige nu er at mærke mine følelser. Give dem plads, finde ud hvad eller hvem der frembringer hvad og hvorfor. Nemt nok tænker du, men prøv at forstille dig at du har levet et helt liv, hvor alle følelser var lukket inde i en kagedåse. Nu skal låget fjernes, alle følelser kommer lige pludselig ud, total blandet sammen. for det første er det pisse svært at få låget af efter så mange år. Og for det andet hvordan fanden finder man rundt i det rod, hvad er hvad og tilhører hvad? Kan sgu godt forstå jeg har lukket af for de følelser, de er sgu frustrerende, total indre kaos. Har bare lyst til at proppe dem ned i dåsen igen, og alligevel ikke…. ! Shit I am a mess, totally lost.
God aften 🙂