Puha det er ved at være længe siden jeg har lagt noget op herinde, det er kun blevet til en masse kladder. Der er ellers noget der fylder en del i min daglig dag, noget der sætter mange tanker, bekymringer og spørgsmål i gang. Jeg er bare ikke klar til at dele det endnu. Noget helt andet der også sætter gang i mit hoved og følelses register, er det sprængfarlige emne – Vores børn og deres trivsel.
Børnene i dag skal blive til noget stort, klare sig godt og bliver superborger, med stor nytteværdi for vores samfund. Ja vi ligger i hård konkurrencen med Kina omkring hvem der klare sig bedst i skolen. Så vi laver lige lidt flere reformer eller justerer og strammer op på dem. Der skal dæleme fyldes ressourcer på de unge, lære flere sprog, mere matematik, mere naturvidenskab, mere samfunds-viden osv.Men men lærer de i grunden det vigtigste? Vi mangler da vist et fag på linie, der kan ruste vores små væsner til at være mennesker på godt og ondt. Til at kunne klare sig i den store følelsesjungel som voksenlivet nu en gang er. De skal da lære at navigere i konflikter, skilsmisser, familie- og venner dramaer, selvværds problemer, nederlag osv. Vi mangler at lære dem det vigtigste i livet, det vigtigste at arbejde udfra – nemlig kærlighed.
Hvorfor skal vi lære så meget latin, matematik, fysik mm, når det så er op til en selv at lære, at lykkes i følelseslivet, i relationer og omgangen med andre mennesker? Der gives ikke noget værktøjet til de unge, de får bind for øjnene og bliver så skubbet ud i voksenlivets realiteter og hvad ender det så med? Ja nemlig, ulykkelig forelskelse, lange single perioder, jalousi, familiestridigheder, dårlige skilsmisser, fortsæt selv… Men det rammer da vores børn i sjælen og angst, vold, aggression, fremmedhad, voldtægt kommer på dagsorden. Ja det lyder måske voldsomt, men det er det rent faktisk også. Hvis mennesker ikke er bevidst om dem selv, deres grænser, deres små “monstre”, vil de reagere i blinde, selv-destruktion, vrede og/eller aggressioner mod dem de elsker. Og det er sgu da ikke kærlighed!!
Den ressource skal da styrkes og så er det ikke nok at tilbyde fremmedsprog, matematik, fysik mm. Vi skal da se på eleven som “det hele menneske”. Vores børn skal oplæres i næstekærlighed og selv-kærlighed og ikke kun 12 taller til eksamen. De skal have redskaber til at kunne klare sig følelsesmæssigt godt. De skal blive harmoniske, stærke og overlevelsesdygtige. Vi mennesker er kærligheds-væsner, flok dyr – det er stærke kræfter det shit… Det er i vores hjerte de skide dæmoner kan sætte sig fast, afvisninger, svigtet, ensomheden osv. det skal vi lære at deale med på en naturlig måde, ligesom de gør når de skal lære at skrive dansk stil.
Den største ressource et mennesker har, er det ikke kærligheden da? Det mener jeg og den skal da bruges kløgtigt, den er da vigtigere end at slå kineserne i forebrug og vækst. Vi bliver ikke lykkelig af mere materialisme, vi bliver lykkelig når vores relationer fungere, hvilket vil give udslag i læring og senere på arbejdsmarkedet. Så lad os nu får lidt mere fokus på det.
Vores børn er samlet i større grupper på små kvadratmeter, det kaster konstante scener og konflikter ud. Det er en daglig begivenhed i skolerne efterhånden. Her er der masser af muligheder for øvelser i sociale kompetencer, være en god kammerat, en god omgangstone og retten til at udvise vrede, dog på en fornuftig måde. Alt sammen noget børn ikke kan på forhånd. De skal guides igennem det, men hvordan når lærene ikke har tiden til det?
De skal nemlig bruge deres tid på læringskursus, test, efter arbejde af test, erfaringer udvekslinger med hinanden og andre. Tid til at planlægge næste undervisningstime og lave planer for kommende indsats udfra det resultat testerne viser, handlingsplan laves og børn puttes i kasser med et stempel, for når de er udadreagerende må de bestemt have en diagnose….. Alt imens er børnene sammen med endnu færre voksne, men de samme (eller endnu flere) uløste konflikter udvikler sig.
Der er ingen børn der er vanskelige med vilje og mine erfaringer er at forældre altid gør det bedste de kan (gør børnene også). Jeg kender selv til daglig sorgen og frustrationerne over at se mit barn ikke trives, blive set, hørt og forstået. Nedsmeltningen i skolegården, skrivelser hjem, er helt klart på toppen af listen over de ting der ikke behøver at gentage sig, men det sker alligevel. Det er som at få en kniv i hjertet og vredet rundt. Pulsen stiger til ca 3000. Hjertet hamre så højt og hårdt at alle omkring mig, helt sikkert kan høre det.
(Gad viden om sådan en markant hjertebanken kan tælle med i de 60 min aktivitet med høj puls om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler os. I så fald er jeg rigtig godt dækket ind.)
Jeg mener i de fleste tilfælde har vi med frustreret, indebrændte børn at gøre. Børn der har behov for at blive set, hørt, mærket, ligesom alle andre mennesker. Omsorg og kærlighed høre lige så meget hjemme på skoleskemaet som de andre fag. Det er der børnene tilbringer størstedelen af deres daglige tid.
Så får nu den skide sparekniv vendt mod nogle andre, f.eks immergranterne eller politikkerne. Børnene er vores fremtid, de skal oplæres til stærke individer og ikke en bogorm som begraves ved næste krise….!
God aften derude 🙂