Tiden nærmere sig, det er næsten et år siden nu….. Men jeg husker dagen som var det igår. Trods det kun var formiddagen, var det dejligt varmt og solrigt. Vi var nogle stykker der sad og hyggede, snakkede og grinte, mens børnene badede på livet løs. Pludselig kom der en bil, helt uviden om det, var disse tre personer kommet for at ændre min dag og tilføje en smerte.
De kom hen mod mig, deres blik bar præg af tomhed og sorg. Uden jeg egentlig vidste noget, fik jeg en mærkelig fornemmelse og smag i munden. Jeg kendte dem godt, men det var ikke nogen jeg tilbragte tid med. Så hvorfor kom de her? Jeg så hvordan deres øjne fyldtes med vand, lige før bomben blev smidt “Bongo er død….. Vi fandt ham i morges, da vi skulle hente ham som aftalt.” Mit hjerte stoppede med at slå nogle sekunder, min krop blev fuldstændig lammet – virkelig bogstaveligt lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig eller snakke. Smerten fra den kniv med modhager på, som lige var blevet stukket i hjertet på mig, og vredet rundt, fyldte hele min krop med en ubeskrivelig hjerteskærende smerte.
De sagde, at de ville fortælle mig det, som en af de første, da de vidste og havde set i din telefon og pc, hvor meget kontakt vi havde. Vi havde da skrevet sammen så sent som igår formiddags. Hvordan kunne du være død nu? Det gjorde sgu ondt, jeg følte mig helt magtesløs. Jeg har fra den dag af holdt min sorg og følelser for mig selv, mine tåre kom kun i nattens mørke, når jeg lå alene og mindes dig. Vi har begge været en lukket del af hinandens liv. Ikke fordi det var en hemmelighed, men ingen ville kunne forstå os, hvor betydningsfuld det vi havde, var for os. De siger, tiden læger alle sorg, men hvornår? Det gør stadig ondt, men tror det er på tide jeg lukker dig ud. Det er med tåre der render ned af kinderne, når jeg åbner døren og lader dig flyve ud….
Vi havde egentlig ikke kendt hinanden forfærdelig længe, 3-4 år ca men det føltes som meget mere. Vores venskab udviklede sig gennem sms og telefonsamtaler. Vi delte vores tanker, glæde og sorger. Vi jokede lidt med vi var som Mary og Frederik, som jo har udtalt at de lærte hinanden at kende gennem det skrevne sprog. Vi har skrevet ufattelig mange – og lange, beskeder. Haft lange og dybe samtaler. Jeg følte mig så heldig, at jeg fik lov til at lære dig at kende. Ja du havde dine fejl, det har vi alle- so what, du var stadig et fantastisk mennesker på mange punkter. Du har haft sorgen tæt på livet. Du havde det ikke altid nemt, og havde dit at slås ligesom jeg havde. Vi kom ind i hinandens liv, da vi begge havde aller mest brug for det. Vi var hinandens klippe, som vi lænede os op af.
Du kunne altid få mig til at smile, selv på de dage hvor alt bare kunne være lige meget. Du var en trofast støtte, en god og dejlig ven. En ven som kunne sige til mig, at jeg skulle tage mig samme – altså på en god og kærlig måde. Du prøvede forgæves at lære mig, at ignorere personer som ikke ville mig det godt. Du prøvede til det aller sidste. Den sidste samtale vi havde dagen inden, du valgte at forsvinde sagde du “Ignorer dem, Eva. Lad dem sejle i deres egen sø. Lad dem selv vise omverden, hvad de indeholder.” Du kunne ringe klokken lort om natten, bare for at snakke, så du kunne glemme…
Men det bedste var da du delte din glæde med mig. Dengang dit liv endelig vendte til noget godt. Dengang da du fandt dig en dejlig kæreste. Du fik det du ønskede og virkelig fortjente, et godt almindeligt familieliv, alt imens i planlagde brylluppet. Det glædede mig lige som meget, som det gjorde dig. Jeg ved godt at alt stadig ikke var ren idyl. Du havde stadig dit at deale med. Men du havde nu det bedste og burde have kæmpet mere for det. Du/i var så glade i starten, hvorfor holdt du ikke fast i det? Hvorfor gav du op?
Jeg savner dig sgu Bongo, savner vores beskeder, lange samtaler og dit grin. Jeg lyttede ikke til dig dengang du prøvede, men jeg er sikker på, at du nu sidder deroppe og smiler ned til mig. Jeg ville så gerne personligt kunne fortælle dig, at jeg har det godt nu og er kommet videre. Jeg ville så gerne kunne dele min glæde med dig, som du delte din med mig.
Jeg har mistet en kær ven, som har betydet meget for mig. Din søn har mistet sin far i en alt for tidlig alder, han har stadig brug for dig. Din kone har mistet dig, hun har satdig brug for dig, dine venner har stadig brug for dig. Ja vi er mange der deler savnet og stadig har brug for dig. Fuck hvor kan livet da bare vise tænder og være uretfærdig!!!!
Til tider nager min samvittighed mig, burde jeg have set det komme? Tja… måske men jeg kunne jo intet stille op alligevel – du ville jo ikke hjælpes. I øvrigt tro jeg faktisk, at du selv til sidst, kun ønskede fred. Men derfor gør det alligevel ondt….. 🙁
Jeg er sikker på, at du er en smuk engel og sidder sammen din søn´s mor, smiler ned til os alle. Du vil aldrig blive glemt, i mit hjerte vil du altid være gemt.
R.I.P Bongo