Jeg er her på det sidste gentagende gange blevet spurgt om hvorfor jeg ikke bære nag til dem, der ikke har været særlig god ved mig?
Tro mig det gjorde jeg sgu også i starten. De har været nogle dumme svin i mine øjne, jeg havde lyst til at hævne mig over alt, også små bagateller. Jeg har da også smidt med sten efter nogen, har endda prøvet at være utro i mine unge dage. Blev folk sure på mig, blev jeg rasende, slog en mig, slog jeg bare hårdere tilbage, du ved “øje for øje og tand for tand” princippet. Men hvad fanden hjælper det? Det gør jo ikke godt for nogen som helst, hverken dem, andre eller mig. Retfærdigheden kan ikke en gang mærkes, kun den dårlige samvittighed tager over.

Nu har jeg heldigvis (med lidt hjælp), erkendt at det hjælper ikke noget. Lorten lugter ikke bedre af, at den ligge på begge banehalvdele, tvært imod. Den stinker bare dobbelt så meget. Nogen ville nok tænke, er det ikke bare et tegn på svaghed, når man bare tilgiver? Det er da kun tabere der ikke tager kampen op og hævner sig.
Sådan er det ikke for mig. Jeg har fundet ud af, at ild ikke kan bekæmpes med ild, kun med vand. Had avler had, så hvorfor gør det korte liv surt for sig selv? Jeg vil ikke længere være styret af alt det negative. Det har haft for meget og kontrol over mig- min adfærd.
Det er bestemt ikke noget jeg har besluttet, til fra den ene dag til den anden. Nej det har sgu været en lang og svær process. Jeg kan skrive under på at det er langt svære at tilgive, end at slå tilbage. Jeg har også fundet ud af at det er letter at forstå andres lort, hvis man sidder sig lidt ind hvem de virkelig er og hvorfor de reagere som de gør. Der er som regel altid en grund til de opføre sig som idioter, og der har oftest ikke noget med dig at gøre. Jeg siger ikke at alle skal være søde og så vil det hele blive rosen rødt. Jeg siger bare det hjælper ikke selv at blive til en idiot. Og sjovt nok, jo sødere du er ved “lorte- ejer”, jo mindre lort vil de smide efter dig……

Men jeg har opdaget at der sker noget helt fantastisk indeni en, når man slipper trængen til den evig retfærdighed. Noget der er svært at beskrive med ord. Den fylder ikke længere i hovedet. Den ejer ikke længere tankerne og min adfærd. Man kan godt sige den har mistet min opmærksomhed og har tabt dens livskraft.
Kort og godt, så er det at kunne tilgive en stor del at min personlige udvikling, for at komme videre i livet.
JEG HAR LÆRT AT TILGIVE MEN GØR DET KUN FOR MIN EGEN SKYLD.
Det er ikke fordi jeg er naiv og godtroende, jeg er bare nød til at give slip nu. Jeg er ved at fylde skibe med min last, og når de er fyldt vil jeg lade dem sejle bort- for evigt.