I dag vil jeg fortælle om nogle af de tanker der fylder meget hos mig. Nemlig vil det nogensinde ændre sig?
Jeg tænker meget over fremtiden. Jeg har svært ved at forstille mig, hvordan min fremtid ser ud, eller hvordan jeg gerne vil have den bliver. Det hele virker så uoverskueligt, så er nød til at tage små skridt af gangen..
Jeg høre tit “selvfølgelig ændre det sig” og “nu skal du da heller ikke gøre det værre end det er”.
Nej det skal jeg da heller ikke. Det er bare så forbandet svært at se lyset, når alt omkring en er sort og gråt. Der er ikke noget jeg heller ville, end at leve normalt liv og at kunne det samme som alle andre, uden at føle sig anderledes og hæmmet……
Jeg kan sammenligne mig selv lidt med glas. Skrøbelig og går hurtigt i stykker. Alle stykkerne kan samles igen, men der vil altid være ar, som ikke kan fjernes. Dog kan jeg lære at acceptere og leve med det- Det tager bare tid.
Selvfølgelig har jeg haft drømme som alle andre. Jeg har prøvet at udleve dem, men det gik ikke så godt. Nu tænker du sikkert, jamen så op på hesten igen. Livet giver udfordringer for alle. Ja det er rigtigt, men hvad så, hvis hesten er løbet væk, hvordan kommer man så op igen?
Hvem er det, der i grunden med sikkerhed, kan sige at det hele bliver bedre, eller måske endda helt godt igen?
Jeg har da gode tider, hvor det hele bare køre som smurt. Humøret er i top og man kan pludselig det hele igen. Så begynder man helt naturligt at planlægge sine mål, delvis fremtiden. Nu skal man bare nå alt det man er gået glip af.
Wupti som et lyn fra himlen, bliver man lige jaget ned i hulet igen. Det er så pisse frustrerende og smertefuldt. Det hele gælder om at finde den hårfine balance. Den er meget svær at finde, til tider føles det endda som om den flytter sig. Men jeg ved en gang med tiden så finder jeg den- jeg giver ikke op….
Jeg har selvfølgelig læst og set statistikker osv. jeg ved godt jeg er en i stor risikogruppe for en ny depression eller det de kalde kronisk depression. Jeg er arveligt betinget (arv, miljø og opvæksten), min depression har været langvarigt og forholdsvis kompliceret. Trods det og mine tilbagefald har jeg aldrig mistet håbet. Mister jeg først håbet, har depressionen vundet over mig. Det er til tider meget svært at bevare håbet, men havde jeg ikke haft håbet, så havde jeg heller ikke noget at kæmpe for….!